| | I serien Borgens Verdenslyrik er udkommet en samling af Olga Sedakovas digte. Atter en tosproget udgivelse, med mulighed for at læse digtene på dansk og sammenligne med originalsproget. Hvis man altså kan russisk. Det kan jeg ikke og må nøjes med den danske version.
Og hvem er hun så, Olga Sedakova? Hun er én af de store russere, nulevende, født i 1949 og med debut i 1986. Hendes hidtidige forfattervirke har været ligeligt fordelt på essayistik og lyrik, og digtene i Kinesisk rejse er et udvalg af digte fra hendes samlede værker, som blev udgivet på russisk i 2001. I den her anmeldte digtsamling har man bortvalgt hendes tidlige digte og i stedet ønsket at vise den modne digter.
Og det er lærde digte, vi får at læse, digte med underforståede henvisninger til den klassiske oldtid, til forne tiders og fjerne landes forfattere og filosoffer. Samtidig er det ifølge Sedakova selv "barnlige" digte, idet hun lægger stor vægt på erindringen og det barnlige blik, enkelheden og tingenes natur. Et eksempel på Sedakovas opaliserende og noget foruroligende "barnlighed" kan være digtet "Kom lad os gå..." (s. 51):
"– Kom lad os gå, min øjesten,
lad os gå lidt omkring i haven
og se, hvordan det står til i verden!
Giv mig din hånd, min lille ven,
og ræk mig den gamle stok.
Lad os gå, før sommeren er omme.
Det gør ikke spor, at jeg ligger i min grav, –
hvor kan man dog være glemsom!
Fra haven kan jeg se den smalle flod
og hver eneste fisk i vandet."
Nogle steder vil digtene i denne bog forekommer en nutidsdansk læser noget fremmedartede blandt andet i tendenserne til en gammeldags metrik (som dog også brydes fuldstændig), og desuden i det tunge livssyn, som viser sig mere eller mindre tydeligt igennem digtene. Et livssyn utvivlsomt præget både af russisk folkekarakter og af Sedakovas egen personlige opvækst og liv i et omskiftelighedernes Rusland.
Men et berigende fremmed pust uden al tvivl, også i et sorgfuldt kærlighedsdigt som Tilegnelse (s. 59), som jeg vil lade stå som denne anmeldelses slutbillede:
"TILEGNELSE
Husk det, siger jeg dig, husk det,
husk det, siger jeg og græder:
alt forlader os, alt forandres,
og selv håbet dræber.
Havet flyder ikke ind i floden,
floden ikke mod sit udspring,
tiden skåner aldrig nogen –
men jeg elsker dig, som om
alting har været og er sådan." |
|
